Velkommen til introduktionskursus
Vi glæder os til at se dig til introduktionskursus på Espergærde Gymnasium & HF. Her får du mulighed for at opleve en dag som gymnasieelev. Vi vil gøre vores bedste for at give dig et indtryk af undervisningen og miljøet på et alment gymnasium, og du vil kunne stifte bekendtskab med fag som fx:
• Historie
• Fysik
• Samfundsfag
• Matematik
• Naturgeografi
• Engelsk
Desuden vil du møde nogle af vores studievejledere, som vil fortælle lidt om, hvad du kan forvente, hvis du starter på en STX-uddannelse, og du vil blive budt velkommen af nogle elevambassadører, som er elever fra de ældre klasser. De vil vise dig rundt på skolen og fortælle dig om, hvordan det er at være gymnasieelev på Espergærde Gymnasium & HF.
Du skal møde på vores fællesområde, ”Torvet”, kl 9.00. Her vil du blive budt velkommen af en studievejleder og nogle elevambassadører. De vil følge dig til et klasseværelse, og her vil du kort blive introduceret til STX på EG. Derefter vil vores elevambassadører vise dig rundt på skolen og følge dig til det lokale, hvor dagens undervisning skal foregå. Du kommer til at opleve to forskellige fag fra gymnasiets fagrække, og der kan være tale både om kunstneriske, naturvidenskabelige, humanistiske og/eller samfundsvidenskabelige fag.
Dagen er planlagt sådan her:
Kl 9.00 Du møder på ”Torvet”, hvor du bliver budt velkommen
Kl 9.00-9.30 Introduktion til STX ved studievejleder og elevambassadører
Kl 9.30-10.00 Rundvisning på skolen ved elevambassadører
Kl 10.00-11.35 Undervisningsmodul I
Kl 11.35-12.05 Spisepause (frokost kan købes i kantinen. Betaling mulig med mobilepay eller kort)
Kl 12.05-13.40 Undervisningsmodul II
Kl 13.40-14.00 Evaluering af dagen
Husk at medbringe papir og blyant og gerne computer! Der er opstillet vandposter flere steder på skolen, så medbring evt. også en drikkedunk.
Hvis du skulle blive syg, vil vi bede dig om at ringe til skolens kontor kl 8.00 på telefon: 49134222. Du bliver fraværsregistreret, og vi vil melde tilbage til din skole, hvis du ikke dukker op til undervisning.
Vi glæder os til at se dig!
Venlig hilsen
Espergærde Gymnasium & HF