Translokation

25.06.2021

Glæden var stor på Espergærde Gymnasium og HF, da skolen fredag fejrede sine godt 380 nyslåede studenter. For at overholde forsamlingsloftet foregik begivenheden i tre runder, hvorefter studenterne kørte afsted i samlet flok i de pyntede vogne, mens familie, venner og lærere vinkede farvel fra parkeringspladsen.

Det har i høj grad været et skoleår præget af nedlukninger og social isolation, og landets elever har måttet give afkald på meget, både fagligt og socialt. I sin tale gav skolens rektor, Henrik B. Bæch, de unge et par anerkendende ord med på vejen:

”Det er ikke så mærkeligt, at netop I unge har lidt et særligt stort afsavn. Som ung frigør man sig fra forældrene og deres generation og begynder at spejle sig i sine egne venner og sin egen generation – og I har været tvunget væk fra dem, I spejler jer i og hjem til dem, I frigør jer fra. En stor del af jeres trivsel kommer netop gennem jeres sociale liv, og jeg har både været forundret og imponeret over jeres evne til at reducere den side af jer selv.”

Fagligheden hos landets elever er noget, mange har været bekymrede for, idet skolerne på alle måder har stået i en helt ukendt situation. Men Henrik B. Bæch lagde vægt på, at ingen undersøgelser viser en ringere faglighed hos årets studenter – måske er det modsatte i virkeligheden tilfældet:

”I sidste ende kan vi ikke sige, hvad der præcist gælder om jeres læring under nedlukningen. Der vil formodentligt være noget, I er dårligere til, men der vil altså også være noget, I er bedre til. Det korte af det lange er, at I ikke skal undervurdere jer selv, og I skal især ikke lade andre undervurdere jer – de har intet at have det i.”

”Men hvis vi ser på nogle af de kompetencer, I skal have med jer, ja så er der flere der peger på, at det at skulle lære under så vanskelige forhold, som I har skullet, har styrket kompetencer som koncentrationsevne, vedholdenhed, viljestyrke, evnen til at træffe beslutninger, omstillingsparathed og robusthed overfor forandringer, blot for at nævne nogle stykker.”

Elevrådsformanden, Kristina Klink Heilmann, havde også et positivt budskab til de afgående studenter:

”Vi er blevet berøvet mange af de ting, vi så godt kan lide. Derfor skal vi have revanche, fra nu af og resten af livet. Vi skal turde at gøre alle de ting, vi har lyst til, og vi skal turde at sige fra og vælge det til, som er vigtigt for os.”

Tilbage