Grøn skole
24.03.2022
D. 24. marts modtog EG Friluftrådets grønne flag for skolens mangeårige indsats for at nedbringe energiforbruget gennem bæredygtige tiltag. Med til begivenheden var borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær, og borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen. Foruden at hejse det grønne flag, så blev skolens nye solcelleanlæg også indviet ved samme lejlighed. Og der var lutter rosende ord fra de to borgmestre:
I kan være stolte af jer selv, for med det engagement I udviser som unge mennesker, så ser fremtiden lys ud, lød det blandt andet fra Benedikte Kiær. Og Thomas Lykke Pedersen stemte i:
I har præsteret at gøre Espergærde Gymnasium og HF til en af landets mest CO2-neutrale skoler, og det fortjener en stor ros. Giv jer selv en stor hånd.
I løbet af de sidste ti år har skolens Miljøudvalg reduceret elforbruget med over 70 procent og det samlede forbrug af el, gas og vand med 52 procent. Det er sket gennem CO2-neutrale installationer såsom solceller, varmepumper og regnvandstoiletter. For nylig undersøgte Gymnasiefællesskabet 24 forskellige gymnasiers energiforbrug, hvor Espergærde Gymnasium og HF indtog 1. pladsen som den mindst energiforbrugende skole. Senest har miljøudvalget sat kræfterne ind på at skabe bedre vilkår for biodiversiteten på skolens område med bl.a. sommerfuglehegn og såning af vilde blomster til glæde for bier og insekter. Udvalget holder desuden ofte oplæg for andre skoler og institutioner, og håbet er, at det kan inspirere og hjælpe andre med at komme i gang med lignende projekter.
Med i udvalget er bl.a. Albert Rumle Bernsen og Malou Ankerstjerne-Mehr, som gerne vil opfordre andre til at kaste sig ud i bæredygtige projekter:
Det vigtigste er, at man har viljen til at føre de forskellige projekter ud i livet og udvikle dem. Der er jo noget godt i det for alle, fx i forhold økonomi og selvfølgelig den konkrete forskel det gør for miljøet, fortæller Albert Rumle Bernsen, elevrepræsentant i udvalget.
På mange skoler handler det nok om, at eleverne skal sætte foden ned og få ledelsen med på ideen. Men man kan sagtens starte i det små, og så udbygge efterhånden. Så vi vil klart anbefale andre skoler at gå i gang, supplerer Malou Ankerstjerne-Mehr.